Lommepenge - børn og pengevaner

OBS. Før du læser videre, vil jeg gøre dig opmærksom på, at dette blogindlæg indeholder et affiliate link, som betyder, at hvis du bruger linket til at købe bogen, som jeg her omtaler, så får vi en skilling som ‘tak’.

Tak fordi du støtter vores arbejde💛

Og nu til sagen:

Hvad stiller man op i en verden med usynlige penge?

I vores familie har vi to børn som er hhv. 4 og 6 år. Vi er ret nysgerrige på, hvordan vi kan give vores børn gode pengevaner.

Hvordan kan vi klæde dem på til at bruge deres penge på det, der giver mening for dem?

Hvornår skal de have lommepenge, og skal vi så lade dem administrere pengene selv, eller skal vi styre det lidt for dem?

Og noget af det, vi synes, er allersværest: Hvordan i alverden gør vi, når pengene nu mest af alt er digitale, og dermed også mere uhåndgribelige?

Det var noget af det, vi som forældre var nysgerrige på, og som vi gerne ville vide noget mere om. Så jeg læste i den forbindelse Anne Juel Jørgensens bog ‘Giv dit barn gode pengevaner’. Dén er god og rigtig nem at gå til. Jeg synes, bogen kommer omkring mange relevante og spændende vinkler, når det handler om børn og penge, og børns pengevaner.

Hvad gør vi så nu?

Jeg vil ikke give et resumé af bogen - men jeg vil rigtig gerne dele, hvad det har ændret for os her hjemme, at læse denne bog.

Men måske skal jeg starte med at fortælle, hvad vi har gjort frem til nu.

Tidligere har ingen af dem fået lommepenge. Vi har nogle gange købt noget til dem, som de ønsker sig og/eller som vi gerne vil give dem.

Efter at have læst bogen, er vi begyndt at give vores børn lommepenge. De får 20 kr. i ugen, og får pengene i weekenden. Vi giver dem fysiske penge, og ikke digitale penge (endnu). Vi har også en lille notesbog, hvor vi holder regnskab. Vi skriver ned hvad de har fået hvornår, hvor mange penge de har i alt, og skriver hvad de har købt og til hvilken pris. På denne måde hjælper vi dem til at forstå, hvor pengene bliver af, og at pengene kun kan bruges én gang.

Når vi fx. er på et loppemarked, kan begge børn se fidusen i, at de har deres egne penge, som de kan handle for. Vi bestemmer ikke, hvad de køber, men vi taler med dem om det. Vi taler også om, hvis de ønsker sig noget stort og om, hvordan de kan spare op. De hjælper med at tælle hvor mange uger, de skal spare sammen, for at få råd til det, de ønsker sig.

Det gælder nu mest vores seksårige. Den fireårige forholder sig kun til lommepengene, når vi er på loppemarked, der ud over er han rimelig ligeglad (endnu).

Hvad så med pligter?

Vores børn har pligter. Ikke sådan faste pligter, men vi forventer, at de hjælper til. Det har vi egentlig altid forventet af dem - siden de kunne kravle, har de fx. hjulpet til med at rydde op.

De hjælper til med forskellige ting alt efter hvad der er behov for, og hvad der er overskud til. Vi taler med dem om, at vi hjælpes ad som familie, og at vi hver især skal gøre det, vi kan. Børnene kan ikke hjælpe med de samme ting. Den ældste kan noget, som den yngste ikke kan. Overskud er også forskelligt. Nogle gange er der fint overskud til, at de kan hjælpe med alt muligt. Andre gange gør vi det bare for dem.

Det fungerer rigtig godt for os.

Ift. pligter og penge, så får de altså ikke penge pr. udført opgave. Vi forventer, de hjælper med det, vi beder dem om, og taler om, at det er det, der er med til at give dem lommepenge. Vi taler også med dem om, at når vi hjælpes ad, får vi mere tid sammen. Både mens vi udfører diverse opgaver, og til at lave andre ting bagefter.

Noget af det, som vores børn hjælper til med, er at rydde op, ordne vasketøj, vaske op, tørre af, lave mad, tømme opvaskemaskinen, handle ind (sammen med en voksen, selvfølgelig), rengøring samt andre simple opgaver.

Vi voksne i familien kan mærke, at bogen har klædt os godt på, til at hjælpe vores børn med at få gode pengevaner. Det har givet os nogle nye vinkler på nogle områder, og større viden på andre.

Bogen har gjort, at vi har handlet på nogle ting allerede nu, som eksempelvis at give vores børn lommepenge, og at være mere tydelige omkring, hvad vi forventer, de hjælper til med.

Hele denne lommepenge-og-børn-rejse er stadig rimelig ny for os, hvorfor jeg synes, det er for tidligt at evaluere på, hvordan det er gået i det store hele. Den opfølgning må komme på et senere tidspunkt.

Om bogen:

Jeg har lige lyst til kort at beskrive, hvad bogen egentlig kommer ind på - nu har jeg jo blot talt om, hvad jeg har taget med fra den. Så her kommer lige et lille oprids.

Bogen har følgende kapitler:

  • Indledning: De usynlige penge

  • 1. De gode pengevaner

  • 2. Dit barns hjerne

  • 3. Gode pengevaner i hverdagen

  • 4. Lommepenge, dit bedste værktøj

  • 5. Virtuelle penge

  • 6. Investering

  • 7. Når krisen rammer

Hvert kapitel har også nogle relevante og spænde undertemaer, som Anne Juel Jørgensen kommer rigtig godt omkring. Jeg synes, hun formår at være informativ på en måde, hvor hun balancerer rigtig fint mellem en letforståelig formidling af svære/komplekse emner, virkelighedsnære hverdagseksempler og konkrete redskaber og råd til, hvordan man (nemt!) kan gribe denne store opgave an.

Bogen har mine varmeste anbefalinger!

Køb bogen her

Forrige
Forrige

3 trin til overskuelig økonomi

Næste
Næste

Er du på udkig efter ny bolig?