Sælg ud - investér pengene
*Blogindlægget her indeholder affiliate links, hvilket betyder at vi tjener en skilling, hvis du benytter dig af linket.
Mange bække små, og alt det der
Vi ved, at mange af jer gerne vil igang med at investere. Nogle er udfordret på at finde pengene til dette, så derfor har jeg her forsøgt at inspirere jer til, hvordan I kan komme igang selv for små penge.
Jeg investerer selv via. Nordnets månedsopsparing hver måned, hvor man kan investere for blot 100 kr. ad gangen, og sparer kurtagen (det handelsgebyr, der ellers er ved handler). Det er en rigtig fin og billig måde at komme igang på, synes jeg. Hvis det vækker din interesse, så opret dig og tag et kig på det. Det er gratis at oprette sig, og du kan gøre det via. linket her.
Vi slider sjældent vores ting op, så de kan lige så godt komme ud og gøre gavn hos andre. Der er selvfølgelig også den lange snak om overforbrug, klima og alt det der, men den tager jeg altså ikke hul på idag (men den kommer nok en anden gang ;) ) Min pointe er bare, at hvis ikke dine ting er i stykker, kan du sælge dem - så gør det, og brug pengene til at få sat flow i din privatøkonomi.
Hvis du gerne vil igang med at investere, og har svært ved at finde pengene til det, vil jeg opfordre dig til at sælge ud af det, du har. De fleste af os har nemlig ting liggende i skuffer, skabe, i kældre og på loftrum, som vi faktisk ikke bruger. Sælg det! Selv de ting, som kun kan sælges for ‘småpenge’ kan være nyttige her. Hvis du kan sælge 10 ting for 10 kr. pr stk., har du til din første handel via. månedsopsparingen. Prøv det! Investering er faktisk ret sjovt.
Salgsguide - 10 trin til at sælge ud
Efter en hel del år med meget små penge i vores husstand, er jeg blevet en sand mester i at få solgt ud af alt det, vi ikke bruger. Derfor har jeg lavet denne guide til dig, hvor du får 10 trin til at få solgt ud.
Glæd dig især til trin 10 😉
1. Find det du vil sælge
Har du ting, du ikke bruger? Det har de fleste af os nemlig. Her skal du ikke være ‘kræsen’. Der er helt sikkert ting, du tænker, ingen kan bruge. Jeg vil dog vove den påstand, at langt det meste kan være interessant for andre, hvis blot det sælges til den rette pris.
Start fra en ende. Gennemgå dit hjem. Skab for skab, skuffe for skuffe, rum for rum. Husk også kælderen, loftet, garagen og depotrummet, hvis du har sådan et. Gør det overskueligt for dig selv ved at dele det op. Det bliver uoverskueligt for de fleste, hvis de prøver at gennemgå alle ejendele på en dag.
2. Lav samlepakker
Med det mener jeg, at hvis du har flere ting, som giver mening at sælge samlet, så gør endelig det. Det kan være, du har flere vaser, som passer godt sammen, eller flere stykker børnetøj i samme størrelse. På den måde kommer du af med flere ting på én gang.
3. Tag gode billeder
Hvis du sælger dine ting online, så sørg for at få taget nogle gode billeder. Hvis det er en ting, så tør den af med en klud og sørg for, at den ser ren og pæn ud. Det samme gælder med tøj. Sørg for at det er rent, og ikke krøllet. Tag billeder hvor det hænger pænt på en bøjle eller ligger foldet helt ud, så man får et tydeligt billede af det. Billeder er bedst i dagslys. Her ses farver typisk tydeligere, og ting tager sig finere ud i et godt lys. Du behøver ikke gå i skoven og hente grankogler for at lave den helt store opsætning, men et skarpt, lyst og tydeligt billede gør rigtig meget for annoncen. De fleste telefoner tager idag nogle rigtig gode billeder - og det er alt rigeligt. Jeg mener ikke, du behøver gå ud og investere i professionelt fotoudstyr.
4. Lav en grundig beskrivelse
Når du skal sælge noget, er det en stor fordel at beskrive varen grundigt. Her mener jeg både farve, mærke, størrelse, stand, mål mv. Jo mere grundig og ærlig du er i beskrivelsen, jo større er chancen for, at det bliver solgt og at køber bliver tilfreds. Chancen for, at du skal bruge meget tid på at svare på spørgsmål angående detaljerne er også mindre, hvis annoncen er velbeskrevet. Så her sparer du altså også lidt på tiden.
5. Find din pris
For at finde en god pris til det, du skal sælge, er det en god idé at undersøge markedet. Søg gerne på forskellige platforme og find ud af, hvad lignende genstande sælges til. Du kan overveje at sætte din vare til salg lidt billigere end de andres, for derved hurtigere/lettere at kunne komme af med det. Med det sagt, så skal du selvfølgelig ikke sælge dine ting billigere, end hvad du har det godt med.
6. Brug flere platforme
Når du sælger online, så spred gerne dine annoncer ud til flere platforme. På den måde kan du bedre nå ud til flere eventuelle købere. Der findes efterhånden mange steder, hvor man kan sælge sine ting online. Der er Reshopper, Trendsales, Facebook marketplace og DBA for bare at nævne nogle stykker.
7. Lav to annoncer pr. uge
For mange af os er det uoverskueligt at gennemgå alle vores ting på én gang - og ligeledes uoverskueligt at lave fine og velbeskrevne salgsannoncer for alle varerne på én gang. Jeg vil opfordre dig til at lave fx. To salgsannoncer pr. Uge (eller hvilket antal du nu kan overskue), for på den måde ikke at tage munden for fuld og prøve at ordne alting på ingen tid. På den måde får du stadig sat skub i det og får de ting ud, som du ikke længere behøver.
8. Vær tålmodig
Følg op på dine annoncer løbende, efter de er lagt op. Det kan være en gang i måneden, du lige går ind og tjekker, om der er aktivitet på dem. Er der ikke det, kan du overveje er booste dem ved eksempelvis at sænke prisen, lægge dem op på flere platforme end du hidtil har gjort, dele din annonce relevante steder eller hvad end der nu giver mening for det, du gerne vil af med - og for dig selv, selvfølgelig.
9. Loppemarked
Du kan selvfølgelig også sælge dine ting på et loppemarked, hvis du mere er til den form for salg. Har du en stand på et loppemarked, kan du forberede dig på forhånd ved at skaffe et klapbord, et bøjlestativ eller hvad du nu kan få brug for, for at få netop dine ting til at tage sig bedst muligt ud. Her er det selvfølgelig også vigtigt, at det som du ønsker at sælge, tager sig bedst muligt ud. Så sørg for at varerne er rene og sæt tingene op på en måde, så det er let at få øje på dem.
Rene brugte ting frister bare mere end de beskidte og nussede.
Gør dig på forhånd nogle tanker om, hvad du gerne vil have for dine varer. Hvis du har en særlig mindstepris, er det fint at nævne en lidt højere pris for de potientielle købere - så kan I sammen prutte om prisen og lande et sted, som er rimeligt for jer begge.
10. Investér pengene
Og nu til det rigtig sjove!
Hvis du lader pengene stå i banken, kan du være stensikker på, at de ikke stiger i værdi. Nærmere tvært imod - renterne er håbløse og inflationen i fuld fart, så at have pengene stående i banken, bliver du i hvert fald ikke rig af. Aktiemarkedet går op og ned, men historisk set går det over en længere årrække op med 6-8% pr. år. Investerer du langsigtet (mindst 5 år, gerne længere), og investerer du bredt (altså i flere forskellige selskaber), har du altså en rigtig god chance for et godt afkast.
Hvis du ønsker at oprette en gratis bruger på Nordnet, kan du gøre det via. dette link.
Jeg har lavet en afkastberegner til jer, hvor I kan indtaste jeres salg og følge med i, hvordan værdien af disse vil øges løbende over de næste 40 år, hvis I investerer dem. Jeg synes selv, det er rigtig sjovt at følge med i. Ind imellem tænker jeg, at de 30 kr., jeg lige solgte for, jo ikke batter noget som helst i det store hele - men det gør de. Især hvis du investerer dem!
Lad os lege lidt med investeringstanken. Hvis du investerer x kr., som så siger 7 % pr. år., så stiger værdien en hel del over årene - renters rente og alt det der. Nedenfor her ser du eksempler på, hvad hhv. 500 og 1000 kr. bliver til over tid. Jeg synes, tallene taler for sig selv.
Eksemplerne ovenfor her er fra afkastberegneren. I den har jeg gjort plads til, at du kan skrive 50 investeringer ind, hvortil den så automatisk regner ud, hvordan værdien af de investerede penge vil udvikle sig løbende over de næste 40 år. Du kan både se det i konkrete tal, og også se det i en tilhørende graf. Selv små beløb bliver store over tid.
Hvis du er nysgerrig på det med afkastberegneren, kan du finde den her. Og ved du hvad? Den er gratis.
Tak fordi du støtter vores arbejde!
PS. For en god ordens skyld vil jeg lige sige, at du selvfølgelig ikke skal investere penge, du ikke kan undvære, og som du ikke kan tåle at tabe.