Månedsopsparing på Nordnet
OBS. I dette blogindlæg har jeg indsat affiliate links til Nordnet. Det betyder, at hvis du opretter dig på Nordnet via. vores link, tjener vi en skilling på dette (det koster altså ikke dig noget). Tak fordi du støtter vores arbejde.
Vi får mange spørgsmål om investering, og om Nordnets månedsopsparing. Derfor vil jeg her fortælle om, hvad en månedsopsparing på Nordnet er, og hvordan og hvorfor jeg bruger den.
Nordnet og månedsopsparing
Nordnet er en investeringsplatform. Du kan oprette dig på Nordnet og handle med aktier og obligationer dér. Jeg synes, at platformen er brugervenlig og nem at finde ud af, hvilket er et kæmpe plus i min bog!
Jeg bruger selv Nordnet, hvor jeg både har et aktiedepot, en ratepension og en aldersopsparing. For mig er det vigtigt, at mine penge bliver investeret bæredygtigt (kæmpe og komplekst emne, som jeg ikke dykker mere ned i her). Derfor har jeg brugt lang tid på at sætte mig ind i, hvad jeg vil investere i.
Hovedsageligt investerer jeg i bæredygtige fonde, som betaler udbytte. Jeg har fundet ud af, at jeg er et sted mellem at være ret risikovillig, og ret forsigtig som investor. Jeg er også sådan, at jeg ikke bruger meget tid på at følge med i aktiemarkedet og på hvad der (muligvis) vil kunne give et stort afkast på kort tid. Det er ikke dét, jeg prioriterer. Man kan sige, at jeg har en ret klar holdning til, hvad mine penge investeres i, og at jeg samtidig ikke gider bruge ret meget tid på det. Derfor er bæredygtige fonde et godt valg for mig. En fond er et selskab, som har aktier i andre selskaber. Et tænkt eksempel: FondXX har andele i 50 forskellige selskaber. Går ét selskab konkurs, er tabet mindre, end hvis jeg havde købt enkeltaktier i netop dét selskab. Fonde handler forskelligt, og det er muligt at finde nogle, som handler bredt både geografisk og i forskellige sektorer. Derfor kan fonde generelt ses som en mere sikker investering, idet man ‘ikke lægger alle æg i samme kurv’.
Hver måned overfører jeg et fast beløb til hver af mine tre konti på Nordnet - jeg har lavet en automatisk overførsel fra min netbank. Det gør det nemt for mig, at jeg ikke selv overføre pengene, og at jeg altså ikke skal ‘vælge det til’ hver måned.
Månedsopsparingen - hvad er det??
Til at investere bruger jeg Nordnets månedsopsparing. Jeg synes, at ordet ‘månedsopsparing’ er lidt misvisende, og i starten forstod jeg heller ikke, hvad det egentlig var.
Lad mig prøve at forklare, hvad en månedsopsparing er.
Jeg synes, det forklares bedst ved at sammenligne det med en køberobot, som handler kurtagefrit på mine vegne. Kurtage er et handelsgebyr. Normalt når man handler på Nordnet, betaler man kurtage. Det kan eksempelvis være på 29 kr. Handler foretaget gennem månedsopsparingen er kurtagefrie, hvilket betyder, at der altså intet handelsgebyr er på disse køb.
Lad mig komme med et eksempel.
Jeg overfører 500 kr. til min aldersopsparing, og har oprettet en månedsopsparing på min aldersopsparing. Jeg har altså bedt månedsopsparingen om at handle på mine vegne. Jeg har valgt, at den må købe for 500 kr. i måneden, og valgt hvad den skal købe. Man kan vælge op til 4 ting, den må købe. Jeg har valgt 3 fonde, og fordelt dem lige.
D. 8. i hver måned handler månedsopsparingen så på mine vegne. Det betyder, at den automatisk (og uden kurtage/handelsgebyr) køber de tre fonde, jeg har valgt, og om muligt for samme beløb på hver af de tre. Den køber altså det, den kan for det beløb, jeg har indstillet den til. På den måde får jeg købt de fonde, jeg ønsker, uden at ‘miste’ en del af mine penge til kurtage. Jeg får altså mere for pengene, kan man sige.
Noget andet som jeg også synes, er rigtig smart, er, at jeg på denne måde undgår at forsøge at time mit køb. Jeg bruger altså ikke tid og energi på at se hvornår, den mon er billigst og prøve at være taktisk. Idet at der købes hver måned, er prisen lidt forskellig, og det er helt fint med mig. Det siges nemlig at:
“Time ind the market beats timing the market”
Altså at det bedre kan svare sig at investere langsigtet, end at forsøge at købe på det HELT rigtige tidspunkt. Det er dét, jeg går efter. Altså at investere langsigtet.
Ind imellem udskifter jeg en eller flere af de fonde, min månedsopsparing køber. Jeg ændrer det typisk en gang om året. På den måde får jeg over tid investeret bredere, og det kan jeg godt lide.
Langsigtet investering - hvad er det?
Det siges altså, at det er smart at investere. Men hvad er en langsigtet investering? Nogle mener, at det er +5 år, andre mener +10 år.
Mine egne tanker går på, at min aldersopsparing og ratepension - som navnene antyder - er til pensionslivet. Mit aktiedepot er tænkt til vores (altså min og min partners) sene arbejdsliv og/el. alderdom. Som jeg nævnte tidligere, så investerer vi i udbyttebetalende fonde. Udbytte er når et selskab giver en del af overskuddet til ejerne/aktionærene. Man får altså penge fra det selskab, man har investeret i, uden at skulle sælge sin andel.
Målet er, at når vi bliver pensionister, så kan vores aktieudbytte dække vores faste udgifter. Om vi når i mål med det, vil tiden vise. For os er det i hvert fald et meget motiverende mål.
Vil du prøve det af?
Hvis du ønsker at oprette dig hos Nordnet, kan du gøre det via. knappen her under.